Begrebet og funktionen coach har ikke den længste historie i Danmark . For alvor adopteret i 90’erne og for alvor anvendt i starten af de brølende 00’er er det ikke unaturligt, at ledere i virksomheder og organisationer stadig forholder sig skeptiske til coaching. Deres position er nemlig at skulle forvalte og udvikle virksomheden gennem viden, teknologi og mennesker. Ikke at eksperimentere for meget – og slet ikke i disse tider. Men nedenunder den skepsis gemmer der sig også en anden: hvad er det coachen kan, som andre virksomhedsrådgivere ikke kan? Og nedenunder den kommer den tredje skepsis: er det her bare en smart terapeut med sort tale og røgelsespinde?
Og ja. Også i min verden og oplevelser hænger der billeder ved. Billeder af kolleger som er blevet coaches eller kalder sig coaches uden de fornødne erfaringer og professionel tilgang. Billeder af fagligt uforløste kvinder og aldrende mænd på en fortsat nedadgående formkurve på arbejdsmarkedet, som har taget caoaching ind i deres portefølje og udøvet den – ukritisk i forhold til omverdenens behov, ukritisk over for etiske normer, ukritisk i forhold til det ansvar man påtager sig som coach og ukritisk over for et fælles omdømme.
Ser gerne flere krav
International Coach Federation (ICF) har den 1. april 2012 strammet kravene for at kunne blive certificeret coach. Proforza arbejder efter de nye standarder, som jeg i den grad kipper med flaget for men i virkeligheden også gerne ser strammet yderligere. Og så ser jeg også meget gerne, at omverdenen stiller krav til coaches og coaching – ligesom man stiller krav til sin læge, til sin advokat, revisor og bank. Krav til faglig dokumentation og ikke mindst værdien af coaching. Krav til coachens etik og moral, erfaringer og kompetencer. Krav som skal signalere, at coaches og coaching har en værdi for både mennesker, virksomheder og organisationer, når der er tale om personlig eller professionel udvikling. Og krav som skal medvirke til at højne min branches omdømme yderligere og medvirke til at løfte os op i hierakiet af rådgivere og væk fra de omtalte billeder.
Fra helikopterperspektiv til kikkertkirurgi
Udbudet af rådgivningsydelser er enormt i dag, og udbudet bliver mere og mere specialiseret. Jeg er af den opfattelse, at skal min coaching have størst mulig værdi, så er det ikke igennem at være coach i snævre branche- eller interessegrupper. Det nytter ikke noget at jeg har erfaringer med eks. coaching af musikere, hvis jeg står over for en virksomhedsleder med 1.000 ansatte og et udviklingsdilemma til en værdi af mange millioner kroner. For hver enkelt udfordring og opgave handle det nemlig om at kunne anskue tingene i et helikopterpersektiv for derefter at anvende kikkertkirurgi uden at skulle binde mine løsninger og rådgivning op på ”det plejer vi atså”.
Ønsker mere dokumentation og klarere aftaler
Om der i nærmeste fremtid kommer yderligere stramninger fra ICF, ved jeg ikke. Men jeg kunne godt forestille mig, at stramningerne kom til at omfatte yderligere krav til de coaches, som skal operere i større virksomheder og organisationer, gennem dokumentation af resultater og evalueringer. Jeg kunne ligeledes forestille mig, at der ved coaching af særlige sårbare mennesker eller grupper skal udarbejdes en kontrakt, som helt præcist beskriver forløbet og målet, samt hvilke elementer der indgår for at nå dette mål.
Vi kan faktisk gøre en stor forskel
Jeg er ret overbevist om, at vi ved flere krav og øget selvdisciplin blandt coaches kan komme frem til mit ønskemål; nemlig at coaching i langt højere grad anvendes på lige fod med andre rådgivningsydelser. For der er ingen tvivl om, at rigtig mange coaches har rykket ved rigtig mange virksomheder, organisationer og mennesker, således at disse har nået deres mål.
